Lars Løkkes liste over de 40 fedeste ting ved Danmark V

Lars Løkkes liste over de 40 fedeste ting ved Danmark V

Fedeabes Fyraften · 2019-10-07
55:00

Hukommelsen begynder at svigte, når Fedeabe blander dødehavsrullerne sammen med rigsfællesskabet, men ikke desto mindre er Fedeabe og Lars Løkke Rasmussen kommet til aftenens første af tre desserter og sørme også nummer 24 på Lars’ liste over de 40 fedeste ting ved Danmark. 

Denne liste rulles ganske langsomt ud over en 19-retters-lang middag på den færøske restaurant Koks, hvor Fedeabe og Lars er taget hen for at få Danmark lidt på afstand, for det kan være en smule vanskeligt at tale om nogen, mens vedkommende står lige ved siden af. 

Pantsystemet indtager plads nummer 24 på Lars Løkke liste over de 40 fedeste ting ved Danmark. Og - indrøm det nu bare - stolheden over at aflevere fedtede, lugtende flasker og dåser i din lokale Netto ér da noget helt særligt. Listens nummer 23 giver Lars anledning til at berette om sin tid som drengespejder, en hobby han først lagde på hylden i sine tyvere. Sommerrevyerne er nummer 22, og her kan Lars passende fortælle historien om Lisbeth Dahl og den manglende andesteg. Det er bestemt ikke noget krav, at der skal være sammenhæng mellem listens punkter, men det begynder alligevel at blive en smule forvirrende, når Sankt Hans og de Vestindiske Øer bliver blandet sammen på listens nummer 21 og 20, men på underlig vis giver det hele alligevel en vis mening. Efter lidt tilløb gør Lars klar til sprint, når han drøner gennem punkt 19-11, hvor både cykling og stomiposer får en plads.

Fedeabes Fyraften

Hold fyraften med Fedeabe – som Anders Lund Madsen kalder sig på Twitter. Fedeabes Fyraften er programmet til dig, som tager hjem fra arbejde, og stadig mangler noget før du kan sige til dig selv, at lige præcis denne dag ikke blot var endnu en ligegyldig trædesten på vej mod graven - men derimod en dag, som var værd at gennemleve. Fordi den er fuld af oversete mirakler og undertrykte tragedier. Og fordi den betyder alverden for nogen. Fedeabe vil have, at den også skal betyde noget for alverden.

  • Antal afsnit: 100
  • Seneste afsnit: 2019-10-31
  • Komedie

Hvor kan du lytte?

Apple Podcasts Logo Podtail Logo Google Podcasts Logo RSS

Afsnit