
Magiske Legender - del 103 - Henrik Svanekiær
Tilbuddet om et ønskejob hos Københavns Energi var ikke nok til at få Henrik Svanekiær (f. 1977) til at vælge ingeniørvejen. Han foretrak magien frem for energien. Henrik Svanekiær lever af sine hurtige hænder. De har åbnet døren til et liv som fuldtidsmagiker med tankelæsning og armbåndsure, der forsvinder og vielsesringe, der havner steder, som ejermanden aldrig havde drømt om. Et liv i showbizz langt fra civilingeniøruddannelsen med årgangens højeste gennemsnit.
»Min underviser første år på DTU bad mig love aldrig at gøre magien til min levevej. Det ville være spild af talent, mente han. Jeg tænkte, han måtte være skør at tro det om mig. I dag tænker jeg, at det ville være spild af talent ikke at leve af magien,« siger Henrik Svanekiær.
Siden 2004 har han arbejdet fast i restaurant Grøften i Tivoli, hvor han underholder gæsterne med close-up magi ved bordene. Svanekiær er desuden stolt ambassadør for Kids Aid , der hele året rundt skaber unikke oplevelser for syge børn og unge i DK. I forbindelse med en indsamling lå Svanekiær 2 timer og 10 min. i "planken", hvilket gav 60.000 kr. ekstra til puljen.
Svanekiær har optrådt mere end 60 gange på dansk TV, 8 gange for det danske kongehus, samt lavet shows i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, Polen, Skotland, England, Holland, Kroatien, Schweiz, Spanien, Portugal, Italien, Frankrig, Grækenland, Dubai, Grønland, Australien og USA.
Henrik laver også motivationstalks om at holde fokus. ”Du misser 100% af de skud, du ikke tager”, Michael Jordan, NBA Basketball. Alt det og meget mere snakker jeg med Henrik om i fem intense kvarterer. Skænk kaffen op og slå lyttebøfferne ud. Jeg er sikker på, at alle kan lære noget om vedholdenhed - og satse på det man virkelig gerne vil arbejde med.
Se links, video og fotos på Facebooksiden Magiske Legender i kommentarsporet.
Musik: Lars La Ville Sponsorer: Lavillemusic.com, Pjerrotmagic.dk, Magisk Cirkel DanmarkMagiske Legender - Podcast med Trylle-Michael
Magiske Legender
Podcast om tryllekunstnere fra Danmark. Første sæson er om tankelæser og tryllekunstner TRUXA (1919-1996) og hans kone Gulli, der optrådte sammen og ryddede forsider og spisesedler i Skandinavien i mere end 50 år. Udgangspunktet for podcasten er bogen om TRUXA "TRUXA - en biografi" af podcast-vært, forfatter og tryllekunstner Michael Frederiksen. Fra sæson 2 er podcasten baseret på interviews med primært danske artister og dem, der kender eller kendte dem.
Musik: LaVille Music Sponsorer: PjerrotMagic.dk Magisk Cirkel Danmark og LaVille Music
- Antal afsnit: 103
- Seneste afsnit: 2025-05-03
- Kunst Performing Arts